Babyyoga - ved Nordisk Yoga

Holdet henvender sig primært til babyer, som endnu ikke har lært at kravle. Babyen skal være 2-5 mdr. ved kursusstart. Yoga har eksisteret i tusindvis af år, men først for nyligt er øvelserne blevet tilpasset til små babyer, så de også kan få glæde af de mange gavnlige effekter af asanas (stillinger) og stræk. Yogaøvelser kan hjælpe din baby til at sove bedre og fordøje bedre, de kan både stimulere og afslappe, og så er det sjovt! Hver øvelse er ledsaget af en sang eller et rim, som understøtter bevægelserne. De fleste af øvelserne kan laves hjemme på puslebordet eller stuegulvet og kan nemt passes ind i en hverdag med baby. Der behøves ingen særlige redskaber eller forudsætninger – alle kan være med! Majbritt Young Christensen er uddannet Iyengar yoga instruktør og arbejder desuden som musiker og musikskolelærer. Hun er mor til to drenge fra 2010 og 2013, som har været med til at skabe dette yogaprogram.